at lave en måltidskasse, som er fri for plastikemballage
Det ville være
fantastisk hvis I kunne lave en måltidskasse der var plastikfri. Så istedet for at
fødevarerne kommer i plastikemballager kunne I fx gøre sådan at I havde nogle
standard glaskrukker som man afleverede sammen med sin tomme trækasse, og så
rensede I glaskrukkerne og brugte dem igen. Ellers hvis det ikke kan lade sig
gøre 100% plastikfrit, så måske lave en hvor der bliver anvendt minimalt plast.

Hej – og mange tak for din idé!
For at komme hele vejen rundt, bliver det lidt længere. Jeg håber, du hænger på så længe :-)
Du rammer lige ned i en konstant diskussion, vi har med os selv, vores leverandører og kunder om, hvordan vi får varerne frem til jer i bedst mulig stand. Det særlige ved Aarstidernes forsyningskæde er, at der er meget kort afstand fra landmanden og hjem til køkkendøren. Vi bestiller nemlig de præcise mængder råvarer, vi skal bruge, direkte hos leverandøren. Derved kan vi sikre, at der ikke sker ompakninger og ekstra håndtering. Masser af de varer, man fx ser i supermarkedet, er blevet pakket ud af emballagen, inden du ser den i butikken. Så der er mindst lige så meget plastik i den kæde. Vi ser det bare ikke.
Emballagen har grundlæggende den funktion, at den holder varerne friske og at vi undgår sammenblanding med forskellige produkter (løse bønner eller gryn i kassen ville fx være noget rod). Men vi ved også, at der pt. er mere plastik i kasserne, end der er brug for – og det arbejder vi hårdt på at udfase. Broccolien er fx kommet ud af plastikfilmen, og vores cherrytomater bliver nu leveret i en åben papbakke uden den nærmest traditionelle plastfolie. Snackpebre i forskellige størrelser er ikke længere pakket i plastik, men enten løse eller i papbakker. Senest har vi også forsøgt at fjerne filmen fra agurkerne. Alt imens vi kigger os om efter fremtidens bæredygtige emballageløsninger i samarbejde med vores leverandører. Men pt. er det kun vores træ- og flamingokasser, som vi har mulighed for at genbruge (de bliver genbrugt minimum fire gange, før de enten ender deres dage som træflis eller isoleringsmateriale).
Det er desværre ikke lige på trapperne, at vi kan fjerne al plastik fra kasserne – men vi arbejder på sagen! Jeg håber, at du har tålmodighed med os så længe.
Ps. Har du lyst til at læse mere om vores arbejde med emballage, kan du læse min kollegas klumme om emnet på https://www.aarstiderne.nu/blog/2019/august/18/begraensningens-kunst/ :-)
Du ønskes en god dag!
/Amanda, Aarstiderne
-
S. Peters commented
Det giver ikke mindre plastik men jeg savner at der er et egentlig låg på jeres plastbøtter til f.eks. mælkeprodukter og færdig skårne/blandede salater så bøtterne kan genbruges til f.eks. rester. Bøtterne kommer med kun en forseglingsfilm, der gør dem uegnet til genbrug i husholdningen og dermed blot er affald.